Spørgsmål og svar ved forurening af drikkevandet

Her kan du finde svar på de spørgsmål der måtte opstå i forbindelse med forurening af drikkevandet (coliforme bakterier).

Glas med vand

SPØRGSMÅL TIL SELVE FORURENINGEN

Hvilke symptomer kan forureningen give?

Der er kun en meget lille risiko for, at du bliver syg, hvis du har drukket af vandet. Indtil nu er der fundet meget små mængder af bakterier. Men kog vandet fra nu af, før du drikker det.

Symptomerne ved en bakteriel forurening er ondt i maven, diarre, kvalme og opkast. Har man mistanke om noget, skal man kontakte sin egen læge.

Hvornår kan jeg drikke vandet igen?

Det kan vi desværre ikke sige. Vi udtager dagligt vandprøver på ledningsnettet for at følge forureningens udvikling og for at få forureningskilden indkredset. Følg med her på hjemmesiden.

Hvor kan jeg følge sagens udvikling?

Forsiden af denne hjemmeside vil hele tiden indeholde de seneste oplysninger i sagen og vi opdaterer situationen på vores facebookside.

 

HVAD MÅ VANDET BRUGES TIL UDEN AT KOGE DET?

Hvad kan vandet bruges til?

Uden at koge vandet, kan du bruge det til tøjvask, rengøring, m.m. hvor det ikke skal indtages. Det kan også bruges til brusebad, men vandet må ikke drikkes. Når vandet er kogt efter de beskrevne regler, kan det bruges normalt.

Må jeg børste tænder med forurenet vand?

Nej, tandbørstning skal ske med kogt vand.

Må jeg tage brusebad med forurenet vand?

Vandet kan godt bruges til bruse- og karbad. Vær opmærksom på, at børn ikke drikker vandet.

Må jeg vaske hænder i forurenet vand?

Hænderne kan vaskes som sædvanligt, men før madlavning bør hænderne vaskes i afkølet kogt vand.

Må jeg koge kartofler, pasta og ris med forurenet vand?

Vandet kan sagtens bruges til kogning af kartofler m.m., for bakterierne dør ved kort tids kogning.

Må jeg skylle salat, grønsager og frugt med forurenet vand?

Nej, vandet må ikke bruges til skylning af salat, frugt og andre grønsager, der spises rå. Hertil skal der bruges kogt afkølet vand.

Må jeg vaske op i forurenet vand?

Nej, vask i stedet op i kogt vand.

Må jeg bruge opvaskemaskinen med forurenet vand?

Nej, undgå at bruge opvaskemaskinen i hjemmet, så længe vandet er forurenet. Vask i stedet op i kogt vand.

Må jeg vaske tøj i forurenet vand?

Ja, du kan godt vaske tøj med forurenet vand.

Må jeg bruge min vaskemaskine med forurenet vand?

Ja, du kan godt bruge din vaskemaskine med forurenet vand.

Kan jeg gøre rent med forurenet vand?

Ja, du kan godt gøre rent med forurenet vand, så længe det ikke er objekter, som kan ende i munden.

Må jeg bruge en kaffemaskine?

Ved brug af kaffemaskine opnår vandet ikke en temperatur på de nødvendige 100 °C i minimum 2 minutter. Du skal derfor brygge kaffen på kogt vand.

Må jeg drikke varme drikke fra automater?

Nej. Vandet i disse automater bliver ikke opvarmet tilstrækkeligt længe og ved tilstrækkeligt høje temperaturer til at bakterier bliver slået ihjel.

Må jeg bruge vandhane med kogende vand (kogende vandhaner)?

Nej. Vandet i disse vandhaner bliver ikke opvarmet tilstrækkeligt længe, til at bakterier bliver slået ihjel.

Kan jeg bruge vandet til at bage med?

Ja, det kan du godt. Brød, boller osv. opvarmes iflg. Styrelsen for Patientsikkerhed, tilstrækkeligt i ovnen til at dræbe bakterier.

Må jeg bruge vandet til at vande urtehave?

Ja, det må du gerne. Salat og andre grønsager, der spises rå, skal dog skylles med kogt afkølet vand, inden de spises.

 

HVORDAN SKAL JEG BEHANDLE VANDET?

Hvor lang tid skal vandet koge?

Vandet skal koge i mindst to minutter

Ved kogning forstås opvarmning af vandet til 100 oC i 2 minutter. Vandet skal altså ”spilkoge”, hvorved de fleste af bakterierne inaktiveres/dræbes. Det er vigtigt at både temperatur (spilkogning) og tid overholdes.

Hvor lang tid kan det kogte vand holde sig i køleskabet?

Hvis den flaske, som vandet er hældt i, ellers er ren, bør vandet kunne holde sig uendelig lang tid. Nu er flasken imidlertid ikke steril og den bliver åbnet og lukket gentagne gange, hvilket betyder, at der kan tilføres bakterier fra omgivelserne. Det betyder, at den reelle holdbarhed er nedsat, men 1-2 uger bør det kogte vand kunne holde sig.

Kan jeg koge vandet i en elkedel?

Ja, men en elkedel koger ikke vandet i de krævede 2 minutter, så du skal koge vandet op 2 gange med 2 - 5 minutters mellemrum.

Kan jeg hente rent vand et sted?

Nej, den bedste løsning er at koge vandet, så derfor vil der ikke blive opstillet tankvogne. Du er selvfølgelig velkommen til at hente vand fra andre forsyningsområder hos familie og bekendte.

Skal jeg tømme min varmtvandsbeholder?

En varmtvandsbeholder varmer ikke drikkevandet op til de nødvendige 100 °C for at dræbe eventuelle bakterier. På få modeller er det muligt at tømme beholderen via en ventil – kontakt her en autoriseret VVS-montør ved tvivlsspørgsmål. Kan din varmtvandsbeholder ikke tømmes, kan du bruge det varme vand til f.eks. bad så beholderen bliver tømt og fyldt med nyt vand.

Bliver vandet rent, hvis mine naboer ikke skyller ud?

Når vi beder om at lade vandet løbe nogle minutter ved hver vandhane, er det for at få vandet i dine egne rør ud. Hvis dine naboer ikke skyller, vil det primært ramme dem selv. Hvis en hel vej vælger ikke at skylle, kan der ligge forurenet vand i vores ledning – så snak med dine naboer om at tænde for vandhanerne, efter vandet igen er drikkeegnet.