Spørgsmål illustration
Nyhed

Derfor stiger affaldsgebyrerne ­

De kommende år bliver det dyrere for borgerne i NORFORS ejerkommuner (Hørsholm, Rudersdal, Helsingør, Allerød og Fredensborg) at få brændt affald.

­Stigningen skyldes især et ekstraordinært gebyr til dækning af forcerede afskrivninger på Norfors forbrændingsanlæg (Usserødværket).
­
­Herudover stiger prisen for afbrænding af affald som følge af stigende omkostninger fra gennemsnitlig kr. 862 pr. ton til kr. 2.500 pr. ton i 2024.
­
­Kort fortalt om de forcerede afskrivninger
­

­I 2017 blev Norfors forbrændingsanlæg udbygget med en ny ovnlinje. Den nye ovnlinje sikrer en mere bæredygtig og effektiv forbrænding, med tanke på miljø og fremtid. Ovnen blev finansieret af et lån, der afdrages frem til 2037.
­
­I juni 2023 vedtog folketinget en lov (nr. 745 af 13. juni 2023) om ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald.
­
­I loven kræves det, at affaldsforbrændingen i Norfors bliver udskilt som et aktie- eller anpartsselskab senest 1. januar 2025. Derudover er der krav om udbudspligt på forbrænding af affald fra 1. juli 2025, altså konkurrenceudsættelse.
­
­Loven har været stærkt kritiseret af Norfors ejerkommuner, bl.a. fordi Norfors nu skal afvikle gælden allerede i 2025. Det er den forcerede afvikling af gælden, der giver det ekstraordinære gebyr i alle Norfors ejerkommuner.
­
­I ejerkommunerne mener vi, at loven har ekspropriationslignende karakter og dermed at staten bør påtage sig den ekstra regning, der følger af den ny lovgivning. Ejerkommunerne undersøger derfor lige nu mulighederne for at lægge sag an mod staten.
­
­Her og nu giver lovgivningen imidlertid ikke anden mulighed end at pålægge affaldskunderne den ekstra regning.
­
­For at lette den umiddelbare økonomiske byrde for affaldskunderne har Fredensborg Byråd besluttet at fordele den ekstra opkrævning over 3 år. Det er Fredensborg Forsyning, der opkræver gebyrerne.
­
­Se taksterne og Fredensborg Kommunes spørgsmål og svar
om ekstraordinære affaldsgebyrer